Hundecenter Nord

Hvalpetest

Den meget vigtige rådgivning før valg af race og hvalp til forebyggelse af såkaldte ”problemhunde” – en hund er ikke bare en hund!

Når man har besluttet sig for at anskaffe sig en hvalp, vil det optimale være først at finde den race, der vil være egnet til den individuelle familie. Der er meget stor forskel både på racer og på de individuelle hvalpe i et kuld. Allerede her går det desværre alt for ofte galt, idet valget af hund ofte sker på grund af hundens udseende, eller fordi man kender en, der har en hund af denne race osv.

Derfor råder vi både hvalpekøbere og opdrættere til at gøre brug af en hvalpetest. Med denne hvalpetest, kan man finde ud af, hvilken hvalp der vil passe til hvilken familie, og dette er meget vigtigt for ikke at ”skabe” for mange problemhunde. Det sker tit ved, at en ”forkert” hvalp, placeres hos en ”forkert” familie. Dette kan man forebygge med testen.

Når man skal teste et kuld hvalpe, er det vigtigt at huske på at, i ethvert kuld er der en rangorden (ligesom hos voksne). Derfor er der i gennemsnit altid en meget underlegen hvalp, og en meget overlegen hvalp. Resten af kuldet kan så placeres derimellem. Når man går op ad kuldet til hverdag (som opdrætter) kan det være svært at se, hvem der er hvad. Det skyldes at hvalpene er i deres vante omgivelser, og hos deres vante mennesker/dyr. Testen gennemføres, når hvalpene er 7 uger gamle i ukendte omgivelser og altid på en for hvalpen behagelig måde.

Vi opdeler i 3 kategorier:
Den første gruppe er indenfor de selvsikre, gående fra ekstrem selvsikker (A-hund) og en selvsikker, men samarbejdsvillig hund (B-hund).

Den anden gruppe er indenfor den mindre selvsikre, gående fra den mindre selvsikre, men samarbejdsvillige (C-hund) til den mindre selvsikre, men uden samarbejdsvillighed (D-hund)

Den tredje gruppe er indenfor den usikre, gående fra den usikre, men flokafhængige (E-hund) til den ekstremt usikre der gemmer sig i et hjørne (F-hund)

Herunder er et eksempel på det jeg har valgt at kalde for en B-hund:
B-hund = selvsikker, men samarbejdsvillig.

En hvalp der er selvsikker, men samarbejdsvillig er ikke særlig egnet til førstegangshundeejere, da den kræver meget arbejde. Denne hvalp er f.eks. egnet til politihund, redningshund, servicehund (f.eks. kunne tage med ud til et plejehjem (kontaktglad overfor ”alle”), større opgaver i og udenfor hjemmet (samle op, købe ind, tømme/putte i….), førerhund, jagthund og lignende. Denne hvalp har meget større flokdrift end en A-hund, dvs. har flokfølelse, uden dermed at være afhængig.

Hvis denne hund placeres hos førstegangshundeejere som ikke har den fornødne tid til og baggrund for træning og samvær og ikke har sat sig ind i hundens adfærd, kan man hurtigt få samme problemer som ved en A-hund, dvs. den overtager lederskabet og er familien ikke indstillet herpå, vil bidmarkeringer, knurren mv. hurtigt være måden, vi fungerer sammen på.

Hvis den derimod får ”et job”, vil den blive en dejlig velafbalanceret hund.

Hvis den placeres hos mere erfarne hundeejere, eller personer der er villige til at yde en stor indsats, vil den til gengæld blive en fantastisk samarbejdspartner.

I forhold til en A-hund, er det denne type hund man kan nå længst med uden konstant at skulle statuere sit lederskab, dvs. der er plads til en smutter, og uden at skulle knokle ekstremt for at kunne bevare kontakten og samarbejdet.

Der udarbejdes skriftligt, fyldestgørende materiale for hver enkel hvalp med træningsråd mv.